Støt CF Kontakt Debat Søg Webshop Hjem
    
     
           
 

 
 
 

Marts 2017
For Cindy er YOU RUN en god måde at kombinere en god sag og et godt løb

Cindy Sørensen har meldt sig til velgørenhedsløbet YOU RUN sammen med sin mor og storesøster, hvor de samler penge ind til Cystisk Fibrose Foreningens arbejde for børn og voksne med cystisk fibrose.

Cindy er 27 år og har selv cystisk fibrose – derfor betyder det meget for hende at løbe YOU RUN og på den måde bidrage til at skabe øget opmærksomhed omkring cystisk fibrose.

Oplevelserne har betydet meget

Cindy har gennem sin barndom og ungdom deltaget i flere af Cystisk Fibrose Foreningens aktiviteter, heriblandt familiekurser og skilejre for unge med cystisk fibrose. Det har været nogle rigtig positive oplevelser, som hun ønsker, at andre unge med cystisk fibrose også skal have muligheden for. Særligt skilejrene har haft stor betydning for hende:

- Det kan godt være en smule ensomt, når man er ung, hvis man er den eneste i ens omgangskreds med cystisk fibrose. Derfor synes jeg virkelig, at det er vigtigt, at man har muligheden for at mødes med andre, som har cystisk fibrose, hvor man kan snakke om alt fra behandling, til tider trælse forældre og svære behandlinger, som man skal igennem, og vide, at de andre forstår præcis, hvad man går i gennem, fortæller Cindy og fortsætter:

- Det er med til at styrke ens vilje til at overholde sin behandling, samtidig med at det giver et godt sammenhold og en ro at se andre gå igennem det samme som én selv. Det er det, som en skiferie med andre unge med cystisk fibrose giver. Derfor er det vigtigt for mig at være med til at give tilbage til en forening, som har givet mig rigtig mange gode oplevelser igennem mange år.

Har løbetrænet i mange år

Cindy har løbetrænet i mange år, og i de år har hun også deltaget i diverse motionsløb, heriblandt to halvmaratons. Det betyder meget for Cindy at holde sig i gang og være fysisk aktiv. Motion er nemlig en vigtig del af behandlingen, når man har cystisk fibrose.

- Løb er vigtig for mig i forhold til min sygdom og den forebyggelse jeg selv kan bidrage med ved at holde mig rask så længe som muligt. Med YOU RUN bød der sig endelig en mulighed for at kombinere en god sag og et godt løb, hvor jeg er med til at øge opmærksomheden omkring cystisk fibrose, samtidig med at jeg kan være med til at støtte vores forening, fortæller Cindy og fortsætter:

- Jeg har tilmeldt mig sammen med min mor og storesøster, og jeg glæder mig til, at vi kan få en hyggelig dag sammen og en god løbetur.

Du kan støtte Cindys indsamling her!

Du kan også melde dig som løber og samle ind til foreningens arbejde til gavn for børn og voksne med cystisk fibrose. Det gør du på youruncopenhagen.dk.  

 

 

 

   

 

 
   
 
Bund
Copyright all rights reserved by Danish Cystic Fibrosis Association 2009 eeeeeee eWebsponsorer: