Støt CF Kontakt Debat Søg Webshop Hjem
    
     
           
 

 
 
 

Organdonationsdag

 

Den 14. oktober er det organdonationsdag, og det markeres landet over i hele uge 41 med det formål at skabe dialog og debat om emnet og få flere til at tage stilling til organdonation.

I samarbejde med Dansk Center for Organdonation og en lang række andre patientforeninger gør Cystisk Fibrose Foreningen opmærksom på dagen i form af forskellige aktiviteter, som kommer til at udspille sig i uge 41.

Det gør vi, fordi flere med cystisk fibrose på et tidspunkt i deres liv får brug for en organtransplantation, og derfor ser Cystisk Fibrose Foreningen det som en vigtig opgave at være med til at sætte fokus på vigtigheden af at tage stilling til organdonation.

Det gør vi bl.a. ved at dele historier om personer med cystisk fibrose, der har haft brug for et organ for at overleve samt med kampagnen ‘Den gule organ-and’, hvor små gule ænder kommer til at pryde gadebilledet landet over og skal fungere som budbringere af det vigtige budskab.

Har du fundet en and?

Det gælder det om at holde godt øje i uge 41, når du bevæger dig rundt i offentligheden. Måske finder du en gul and med et meget vigtigt budskab: Tag stilling til organdonation. Hvis du finder en and, så hjælp os med at sprede budskabet ved at dele billeder af anden på Facebook eller Instagram med hashtagget #gulorganand.

Måske har du længe overvejet at registrere dig som organdonor. Så er dette en god an(d)ledning. Har du allerede taget stilling, så giv anden videre til en ven og vær med til at opfordre ham eller hende til at registrere sin holdning til organdonation. Du kan registrere din holdning på sundhed.dk

Idéen med ‘Den gule organ-and’

Idéen er, at man kreerer en lille gul and – den kan være hæklet, strikket eller formet i ler – og sætter et lille skilt på, hvor der står et budskab om at tage stilling til organdonation. Skiltene kan bestilles hos Cystisk Fibrose Foreningen.

I organdonationsugen (uge 41) sætter man den lille gule and et sted i offentligheden, hvor andre kan finde den og forhåbentlig tage stilling til organdonation. Den heldige finder kan vælge at lade anden stå eller tage den med sig og evt. sætte den et nyt sted, så andre kan finde den.

Det er frivillige landet over, som er med til at kreere gule ænder og slippe dem løs i uge 41. Vil du også være med? Så send en mail til Tanya Møller Christiansen fra Cystisk Fibrose Foreningen på tmc@cff.dk og hør mere.

Projektets oprindelse

Projektet har sin oprindelse i Storbritannien og blev skabt til minde om Clare Cruickshank, som led af cystisk fibrose og døde som bare 26-årig, mens hun var på ventelisten til nye lunger.

Selvom der aldrig blev fundet en donor til Clare, ville hun gerne selv give andre chancen for at leve videre, og derfor bad hun om, at alt hvad der kunne bruges fra hende, skulle doneres efter hendes død. Det var Clares bedste veninde, der tog initiativet til The Little Yellow Duck Project, som det blev kaldt.

Clare elskede små gule ænder og samlede på dem i alle mulige former og størrelser, og derfra kom idéen om at bruge små gule ænder som budbringere af et meget vigtigt budskab.

Projektet blev lanceret præcis et år efter Clares død d. 15. april 2014 og har siden fået folk over hele verden til at kreere små ænder til det gode formål. Meningen med projektet er, at det skal bringe et smil på folks læber, samtidig med at det sætter fokus på et meget vigtigt emne. Du kan læse mere om The Little Yellow Duck Project her.

Foreningen har taget projektet til sig

Det var et medlem af Cystisk Fibrose Foreningen, der havde fundet frem til ‘The Little Yellow Duck Project, og som gav os idéen til at lave en dansk version af projektet. Hun er mormor til en lille pige, der hedder Alberte, som har cystisk fibrose, og derfor synes hun, at det er vigtigt at sætte fokus på vigtigheden af at tage stilling til organdonation.

Hun har oversat strikkeopskriften på den gule and til dansk, så vi kunne bruge den i den danske version af organdonationsprojektet, som vi kalder ‘Den gule organ-and’. Nedenfor finder du strikke- og hækleopskrifter på den lille gule and.

Vi håber på, at se en masse gule ænder over hele landet omkring organdonationsdagen.

Hent strikkeopskrift på den gule and

Hent hækleopskrift på den gule and 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 
   
 
Bund
Copyright all rights reserved by Danish Cystic Fibrosis Association 2009 eeeeeee eWebsponsorer: